tirsdag den 16. maj 2017

Kreative notesbøger


Fra scrapbooking, kort og projekt life er der ikke langt til næste papirhobby: notesbøger.
Var allerede startet med en bog i Arne og Carlos-konceptet, men de bøger tager længere tid, da der skal limes af flere gange. Men de har udgivet en lækker og fin bog.
Var på kursus hos Susanne Randers, og så fik en bekendt, Linda, fra vores familie og jeg startet på vores egne notesbøger. Jeg har lavet en, som jeg regner med at skulle bruge til de opskrifter, jeg mest laver, desuden har jeg lavet en til hver af vores piger, en med temaet rejser og udeliv og en med temaet motorcykler :-)
Linda og jeg laver bøger både hver for sig, og også tit sammen, hvor vi river en hel dag ud af kalenderen, vi låner af hinanden og bytter materiale, når vi hver især finder noget brugbart.
Man kan bruge alt papir til disse notesbøger, så vi går i genbrugser og køber bøger med forskellige temaer, det kan være børnebøger med sjove tegninger, opskriftsbøger, sybøger eller f.eks. bøger med design eller interiør, boligblade, kuverter og poser, tapet, kortbøger, reklamer fra Søstrene Grene, rejsebrochurer,... og kun fantasien sætter grænser, og samtidig kan man jo stadig få brugt scrappapir og andet scrapdims og pynt fra "dengang".
Linda og jeg har også bestilt papirblokke og hæfter hjem fra Flowmagazin  i Holland, som laver noget flot papir lige til brug for kreative folk ;-)
Vi køber også ind hos Tiger og SG, som har en del sjove blokke og små notesbøger, så der er sider at skrive på.
 ----

Majken ønskede sig en notesbog med temaet motorcykler:

















Inden længe skal vi for 6. gang en tur til Santorini, så der er lavet en notesbog/smashbog, som skal fyldes undervejs. Der er lavet lommer til brochurer mv. og der er plads til indsættelse af fotos efter hjemkomsten. Jeg har hugget en kalender fra tidligere besøg op, og brugt siderne derfra. Så skal jeg bare have en limstift med, så er jeg klar til at lime billetter mv. ind under turen.









Susanne Randers' koncept går ud på at sy sider sammen, så hver side bliver ca. A4 størrelse, men kan efter ønske laves større eller mindre, som man synes. Man samler 10 sider og folder midt på med sin bone folder, lægger siderne sammen og laver huller midt i. I forvejen har man lavet et omslag, og på dettes ryg markerer man huller med samme afstand som siderne. Herefter syes siderne sammen med omslaget, og afhængig af ryggens bredde kan man have 3-4 sæt sider. Man kan finde en masse inspiration til dette på Pinterest, hvis man søger på notebook eller travelbook.
Er siderne større end omslaget, kan der rives af med en lineal eller bukkes rundt og laves lommer.
Omslaget kan laves af karton fra cornflakespakker eller andre æsker, papkasser og hvad man lige kan skaffe. De beklædes med tapet, folie eller gavepapir. Der kan sættes bånd om, så der kan bindes for bogen, eller jeg har også prøvet at bruge elastik, gerne i en farve, der matcher omslaget.
Det skal siges, at jeg så absolut ikke er færdig med at scrappe LO'er, holder bare lige en pause og prøver noget andet.






Ingen kommentarer: