torsdag den 22. maj 2008

Dagen den 22.05.08

Så er det i dag vi skal til Grenå til dimission med Majken, som nu afslutter sin eksamen på IB, en international studentereksamen, hvor klassen er blevet undervist i engelsk og hvor der er elever fra hele verden samlet. Jeg har været henne og fabrikere en lille pose (vist Anne Thormose-design) inkl. gave, og som det kan ses er der en masse blåt krøllet bånd i.
Jeg har også lavet en minialbum (15x15) til hende med rester af billeder fra 2006, hvor hun og 2 veninder tog til Samsø i 3 uger for at muntre sig i jordbærmarkerne.
Det er dog ikke nogen studentergave, men et album jeg bare ville prøve at lave med min nyindkøbte Zutter og som sagt rester af billeder fra aflevering og modtagelse i Hou Havn, da de 3 piger var på ud- og hjemtur sommerdage for 2 år siden.
Majken nåede at plukke 1219 kg jordbær, man får nemlig bonus, når man plukker over 1 ton, så det er jo værd at gå efter.













søndag den 18. maj 2008

Weekend på øen

Ja, så har vi atter været i sommerhus, og jeg har bl.a. givet hele terrassen olie, så nu er træet klar, hvis der skulle komme regn. Hvor ser det pænt ud nu, hvor både hus og terrassebrædder har fået en omgang. Nu mangler vi bare det hvide på det lave rækværk rundt om terrassen.
Og bl.a. har jeg også gået og fotograferet vores få blomster derovre. Har nemlig en idé om at jeg vil lave et album med blomsterne i vores haver. Er blevet inspireret af en artikel i det hollandske scrapblad "Creatief met Fotos", hvor man havde gemt og brugt de plastik-navneskilte, der er ved planterne når man køber dem, og sat dem sammen med fotos af løg og blomster, når de pryder ens egen have. God idé og her er en prøve:

Alm. blå iris


Rhododendron:



og Allium Aflatunense, som ligner en purløgsblomst, hvilket den også er i familie med, den er bare 3 gange så høj, og blomsten er meget større.
Jeg faldt for farven på fotoet, da jeg købte 5 løg af planten, og det forunderlige er, at den også ser sådan ud i virkeligheden:



Denne fås også i blå, tror jeg er nødt til på jagt efter den også.

onsdag den 14. maj 2008

Udfordring 8

Så er spændingen om nr. 8 udfordring udløst, og det blev jo igen-igen dygtige Anja, der løb af med sejren, fuldt fortjent, synes jeg, det er hammerflot hendes bidrag. De 2 Bau'er kan nu noget med scrap...
Har selv som alle de andre gange brugt så meget tid på mit LO, at jeg nærmest ikke når andet, og det tager jeg nu konsekvensen af, og stiger af udfordringen. Det går mod sommer, og jeg vil også gerne scrappe andet end de her opgaver.
Synes også det er en skam at flere ikke deltager.




Mit LO er lavet med et billede fra min tur til Galapagos, fra et sted, hvor vi sejlede rundt i et par store gummibåde, og ind i en lagune, hvor vi fra båden kunne se søløver ligge og sole sig på den sorte lava-ø. Der var flotte store grønne kaktusser, og det hele var bare så smukt lige netop på det sted, så der ville jeg faktisk gerne hen igen.
Derudover har jeg haft min turkis-kasse frem og brugt lidt af hvert af min beholdning i den farve. Har brugt lidt diverse teknikker, har syet, hæklet, drysset med glimmer, lavet blomst, stanset rammer ud til skildpadde-billederne, brugt ståltråd, eyelets, brads, snor, glimmerlim, tusch, hæfteklammer, revet i papir og endelig brugt af min rulle med turkis "krøllet" papir, ved ikke hvad det hedder.
Opdagede egentlig hvor svært det er at scrappe i turkis, da der både er blålig turkis og grønlig turkis.

mandag den 12. maj 2008

Det var den pinse

Så gik pinsen, det var dog det mest skønne vejr man kan tænke sig, mange har nok set pinsesolen danse i år !
Vi skulle i sommerhuset, ikke for at slappe af, men for at få malet hele hytten udvendig. Vi tog af sted lørdag over middag, men kunne ikke rigtig komme i gang, det blev kun til lidt græsslåning og pusse-nusse i haven.


Lørdag aften gik vi en tur ned til stranden, det var den skønneste solnedgag og helt vindstille, der var ikke en krusning på vandet.








MEN søndag morgen stod vi op kl. 6 for at komme til at male væggene mod syd inden solen kom derom. Så vi spiste ikke morgenmad før kl. 09.
Sille skal jo være med, hvor vi er, men kl. 6 er det altså lidt koldt i skyggen, så hun stod og frøs, og måtte pakkes ind i et tæppe.




Om aftenen skulle jeg egentlig have scrappet lidt, men det orkede jeg simpelt hen ikke... var træt og øm i hele kadaveret.
I dag malede vi så lige resten af væggene, og mangler nu kun ca. 30 m2 terrasse, det må blive en anden weekend.




Faktisk det samme billede som aftenbilledet bare en tidlig 12. maj-morgen.